BASKETBALL

Jeg har faktisk fået rigtig mange spørgsmål, omkring mit basketball. Hvilket jeg sagtens kan forstå, eftersom det er det jeg bruger al min tid på.

Hele min fars side af familien er ‘boldgale’, derfor er det nok ikke mærkeligt, at jeg også er endt med at holde rigtig meget sporten. Jeg har hørt min far var et rigtigt ‘boldtalent’, men han var så uheldig at få en korsbåndsskade, hvilket var så slemt, at hans karriere måtte slutte. Siden har han haft en lang og succesfuld karriere som træner. Min mor, derimod, er langt fra et boldtalent – undskyld mor! Men hun har hjulpet med de gode gener. Min smukke mor er 186 cm og har lange ben og arme, som jeg. Min søster spiller også, og har lige gjort endnu en sæson færdig i Dameligaen.

Jeg har danset rigtig meget, hvilket jeg helt 100 troede, at jeg skulle gøre resten af mit liv. Jeg spillede også basketball ved siden af, men jeg har nok aldrig været så ‘bidt’ af basketball, som resten af min familie. Det var nok også derfor, at alle troede jeg ville vælge dans, frem for basketball. Men i dag, har jeg altså valgt at fokusere mere på basketball. Jeg blev også pludselig mange centimeter højere end alle de andre. Jeg har “genetic make-up”, som nogen kalder det.

Da jeg besluttede mig for at gøre noget ved basketball, valgte at flytte klub. Jeg flyttede fra Skovbakken til Åbyhøj, og der spillede jeg sammen med piger der var et år ældre. Jeg spillede der i 2 år, det gav mig rigtig meget konkurrence, for de havde lært mange ting, jeg ikke engang kendte til. Mange af de piger der gik der, tog eller havde allerede været et år på Hjemly efterskole.

Jeg kom på det der hed u15 Landshold i sommeren 2011 (mit første år i Åbyhøj). Det er en slags ‘uofficielt’ landshold, det deltager altså ikke i Nordiskemesterskab og Europamesterskabet. Men så kom jeg med på u16 landsholdet sidste år og var defor med til NM i Sverige og EM i Estland. Det gav mig en helt masse udfordinger og konkurrence.

Jeg valgte i år at tage på Hjemly, da jeg først fremmest utrolig gerne ville opleve efterskole, men mest pga. af basketball. Her på Hjemly er alle på mit hold ligeså gamle eller et år yngre end mig. Det er piger fra rundt omkring i landet, der har spillet basketball før. Dog er det ikke samme niveau som dem jeg spillede mig sidste år. Forskellen er at hvor jeg før i tiden, var en mindre vigtig spiller på holdet, på grund af manglende erfaring, så kom jeg lige pludselig til et sted, hvor jeg skulle føre an med mine erfaringer. Hjemly har givet mig så meget! Jeg kan slet ikke forstå det! Vi træner 5 gange om ugen, vi har ca. 2 kampe om ugen og 2-3 turneringer på et år. Udover det, er der masser af snak, styrketræning, meditation, film, læsning og så mange fantastiske trænere over mig hele tiden.

Her på Hjemly har vi den mest fantastiske mand, Jim Kelly. Han er helt sin egen, og det er ham der er “in charge”. Han er fra New York og har overvundet lymfekræf. Han er meget speciel og har sine egne måder at gøre tingene på. Ellers har vi Tom Tomsic, 28 år, som har været her siden jul, han bor på skolen og træner os 24/7, haha. Jeg har også meget ene-træning med ham. Ellers har vi  hjælp fra spillere på Svendborgs ligahold.

Jeg er 184 cm høj og har et vingefang på 189 cm. Jeg er ekstremt smidig og samtidig stærkt bygget, hvilket mange, der er kloge på den slags, forklare er en rigtig sund kombination. Jeg har aldrig haft seriøse skader (7-9-13) – har forstuvet fleste fingre og sådan, men ellers ikke.

Jeg er i år på u18 landsholdets bruttotrup dvs. 17 spillere, der bliver i maj udtaget 12 til det endelige hold. Det er for piger i årgangen 1995-1996.

Jeg drømmer om meget mere basketball i fremtiden, men det kan jeg fortælle om en anden gang.

Basketball er den fedeste sport på jorden. Der er så meget kærlighed, had, sjov og konkurrence. Alle de minder, hårde tider, venner, blod, sved og tårer. Jeg ville ikke leve uden!

Tusinde tak, for jeres opmærksomhed og tid på dette lange, personlige indlæg.
Luv C.